Alternativet

Genskab livet i Danmarks fjorde og farvande
Politik

Genskab livet i Danmarks fjorde og farvande

Havet udgør Danmarks største naturområde og rummer en stor del af landets biodiversitet. Mange danske fjorde og farvande er imidlertid i dag hårdt belastede af kvælstof, iltsvind og tab af levesteder som ålegræs og stenrev. Fjordene, bugterne og bælterne er samtidig blandt de kystnære havområder, hvor naturen har de bedste muligheder for at komme sig, hvis der gives plads til genopretning og naturbeskyttelse.

Med aftalen om marine naturnationalparker i Lillebælt og Øresund er der taget et meget vigtigt første skridt i retning af at styrke beskyttelsen af Danmarks havnatur. Men havmiljøet er presset, og der er brug for en ekstra indsats, en redningsplan. Det haster med nye tiltag allerede nu.

Derfor vil vi i Alternativet etablere 14 nye marine naturnationalparker.

Ved at udvide indsatsen og sætte ind i områder, som trænger til markant bedre beskyttelse, vil vi genskabe forudsætninger for, at livet i de kystnære farvande kan genopstå både under og over vandoverfladen til gavn for natur, dyr, planter – men også de mange danskere, der savner farvande, som er kendetegnet ved planteliv, dyreliv og stærke økosystemer.

Alternativet vil skabe 14 marine naturnationalparker

Alternativet foreslår etableringen af 14 nye marine naturnationalparker. De marine naturnationalparker skal:

  • understøtte genopretning af havnatur
  • styrke biodiversiteten i fjorde og farvande
  • bidrage til bedre og på sigt god økologisk tilstand i kystnære havområder
  • skabe grundlaget for større udbredelse af ålegræs, stenrev og andre vigtige levesteder

De marine naturnationalparker i de indre farvande skal danne ramme om aktive naturgenopretningsindsatser, herunder:

  • genetablering af stenrev
  • udplantning og beskyttelse af ålegræs
  • forbedring af levevilkår for fisk, bunddyr og havpattedyr
  • beskyttelse af sårbare havbundstyper

Mulige fjordområder og farvande

Etableringen af marine naturnationalparker er et afgørende og vigtigt skridt i arbejdet med at genoprette Danmarks havnatur og sikre et rigere havmiljø for kommende generationer. Som led i arbejdet foreslås det konkret, at der i første omgang ses nærmere på mulighederne for at oprette marine naturnationalparker her:

  • Aarhusbugten til Hjelms Dyb
  • Jammerbugt
  • Limfjorden
  • Vadehavet
  • Det Sydfynske Øhav
  • Aalborg Bugt
  • Skagens Gren
  • Nordlige Læsø
  • Anholt
  • Sejerø Bugt
  • Isefjord/Roskildefjord
  • Storebælt
  • Det Sydsjællandske Øhav
  • Vejle Fjord

Udpegningen er sket med inspiration fra WWF´s forslag til nye marine naturnationalparker.

Proces

De konkrete parker skal tilrettelægges i samarbejde med lokale myndigheder, organisationer og aktivister. Den endelige udpegning skal være foretaget senest ved udgangen af juni 2027.

Alternativet ønsker i samarbejde med en ny regering og Folketingets øvrige partier at indgå i dialog om at igangsætte en faglig analyse og udpegningsproces, der skal danne grundlag for etableringen af de nye marine naturnationalparker. Analysen skal blandt andet belyse:

  • naturpotentiale
  • eksisterende beskyttelse
  • muligheder for naturgenopretning
  • samspil med lokale erhverv og kystsamfund i forbindelse med etablering af lokale spilleregler for stærkt beskyttet og beskyttede områder