
Svinepagten
Alternativet vil stoppe svineriet!
Dokumentaren ’Hvem passer på grisene?”, der blev sendt på TV2 i efteråret viste en side af den danske svineproduktion, som vi ellers sjældent får lov at se. Livløse smågrise klemt ihjel i overfyldte stalde. Åbenlyst syge eller skadede grise på alt for lidt plads – også endda hos landbrugslobbyens absolutte top.
Det kan vi ikke være bekendt! I Alternativet ønsker vi et opgør med de uværdige og kummerlige forhold, som grisene lider under i de danske svinefabrikker. Og meget tyder på, at vi er mange, der har fået nok. Over 80.000 danskere har skrevet under på borgerforslaget om at stoppe industriel svineproduktion, der er i strid med dyrevelfærdsloven, og mange partier har tilkendegivet, at de ønsker et opgør.
Vi vil skabe en forpligtende aftale for de partier, der tager grisenes velfærd alvorligt – en såkaldt Svinepagt. Velfærden for millioner grise må ikke ender som valgflæsk.
Vi håber naturligvis, at de øvrige partier på Christiansborg vil indgå et bindende løfte om kun at danne parlamentarisk grundlag for en regering, der som minimum accepterer borgerforslagets krav om en produktion, der lever op til dyrevelfærdsloven.
De krav er følgende:
1. STOP EKSTREM AVL
Ikke flere grise end soen selv kan passe: Indfør et lovkrav om, at avlsstrategien og avlsmålet i avlsselskaber og besætninger skal sikre, at antallet af grise i kuldet svarer til antallet af patter hos deres mødre.
2. STOP FIKSERING AF SØER
Indfør et totalforbud mod at fiksere søer i perioden omkring faring og diegivning.
Der skal i stedet anvendes farestier, hvor soen er fri, der giver soen bevægelsesfrihed og samtidig sikrer pattegrisene.
3. STOP LEMLÆSTELSE AF GRISE
Indfør et totalforbud mod rutinemæssig halekupering og krav om, at staldene indrettes sådan, at grisene lever et liv uden påført stress og medfølgende halebid.
4. GIV MERE PLADS OG RODEMATERIALE
Indfør et krav om markant forøget plads og rodemateriale, der giver grisene mulighed for at bevæge sig mere frit og udleve deres naturlige adfærd.
5. EFTERLEVELSE INDEN 2030
De fire centrale krav til produktionen med en bindende deadline for efterlevelse i kommende regeringsperiode, senest i 2030. Disse er inden for Danmarks mulighed for at fastsætte strengere nationale regler end EU’s minimumskrav.