
Vild plakatkonkurrence
Der anslås at der driver omkring 49.000 spøgelsesnet rundt i de danske farvande – fiskenet som fortsætter med at fange og dræbe store og små havdyr længe efter at nettene er blevet dumpet eller tabt. Du har måske læst historien om kaskelothvalen, der strandede i Ålbæk. Ved obduktionen fandt man omkring 11 kilo fiskenet i halsen på den, hvilket forårsagede at hvalen sultede ihjel.
Det er på høje tide at vi gør noget ved dette store miljøproblem, derfor vil Alternativet i samarbejde med North Nature nu indsamle 5 kilo spøgelsesnet for hvert nyt medlem frem til Naturmødet i slutningen af maj.
Sammen med medlemskabet vil vi også gerne give nye medlemmer en hav-plakat som tak for at blive en del af kampen for et rent hav. Derfor ønsker vi at lave plakaten sammen med jer.
Opgaven
Tegn eller design en håbefuld eller kreativ plakat, som:
- Sætter fokus på vores fortælling.
- Gerne må være kunstneriske, kreative, rå, smukke eller provokerende. Plakaten skal gerne skabe følelser, handling og fællesskab.
- Må gerne bruge spøgelsesnet, men undgå at det bliver for dystert. Man skal have lyst til at hænge plakaten op.
- Kan fungere som et certifikat for deltagelse i indsamling af spøgelsesnet.
- Det er åbent, om det er grafisk eller foto.
Billede (A2): Det er op til dig om plakaten skal tegnes eller laves grafisk, så længe du har ophavsret til de billeder du bruger. Størrelsen er A2 og du kan finde link herunder til skabelon og designguide.
Tekst: Som du kan se på eksemplerne, så må du gerne eksperimentere med en overskrift. Men anvend gerne den brødtekst og font som du finder i skabelonen.
Skabelon og indsendelse
Du kan sende besvarelsen ind på: spoegelsesnet@alternativet.dk
Deadline for indsendelse: 4. maj 2026 kl 9:00